Til forsiden
Polinfos databaser indeholder lige nu 6.113.783 artikler
Rådhuspladsen 37 - 1785 København V - Telefon: 33 47 14 50 - Fax: 33 11 56 28 - Email: info@polinfo.dk
 

Ny søgningListeListe fremArtikel tilbageArtikel fremPrintHjælp

Artikel: 4 af 39

Y1182857

Korncirkler: Stråmændene strides
Jyllands-Posten 2 august 2001, 1 . sektion side 10
Jo mere medieopmærksomhed, jo flere og jo flottere korncirkler dukker op over hele verden. Entusiaster og skeptikere strides om fup og fakta, og skeptikerne fryder sig, hver gang det lykkes at tage modparten ved næsen med en menneskeskabt cirkel.

Af Anders Lange
Uanset om korncirkler er skabt af jordboere, naturfænomener eller måske universelt rejsende på gennemtræk, har skaberne fået mere og mere travlt og er blevet dygtigere med årene.
På internet findes et hav af hjemmesider, som indsamler oplysninger om fortidens og nutidens korncirkler.
Visse hjemmesider (f.eks.
www.circlemakers.com) registrerer prangende korncirkler, som er skabt af hjemmeside-indehaverne selv.
Disse cirkler er imponerende og påstås lavet på få timer i buldermørke.
Cirkelskaberne laver nu cirkler på bestilling og har kun overbærenhed til overs for de mange, der søger mere fantastiske forklaringer på fænomenerne. De er oven i købet begyndt at annoncere deres nye formationer på internettet, før de dukker op på en mark.

Troende
Andre hjemmesider anerkender med irritation, at troende korncirkelforskere jævnligt tages ved næsen af disse kornmarkernes guerilla-kunstnere.
At kornbeskederne er i stigning verden over, er imidlertid uden for enhver tvivl.
www.corncircleconnector.com beretter om fire nye cirkler i Canada, 10 i Tyskland, fire i Holland, fire i Tjekkiet, en i Israel, tre i Serbien og to i Polen.
Sidste sommer dukkede 28 korncirkler op i Storbritannien det samme antal, som sammenlagt er registreret i Danmark i skrivende stund. Og korncirklerne er poppet op hyppigt i det britiske landskab i denne sommer.

Britisk fænomen
Korncirkel-interessen begyndte i det små i Storbritannien i 1980'erne, da enkle symboler pludselig dukkede op på britiske marker, fortrinsvist i det sydlige England.
Igennem 1990'erne fik cirklerne mere og mere offentlig opmærksomhed, efterhånden som symbolerne udviklede sig til komplekse figurer, der tydeligvis krævede en stor arbejdsindsats, hvis de er fremstillet af menneskehånd.
Med interessen voksede også antallet af selvbestaltede korncirkelforskere, der rykker ud med fotoapparat, målebånd og måleapparater.

Småt med beviser
Det er dog fortsat småt med klart dokumenterbare målinger.
Korncirkelforskerne taler om videooptagelser af lysende objekter, som har svævet over kornet umiddelbart efter et cirkelmønsters opståen.
På de hollandske korncirkelforskeres hjemmeside (http://home.wanadoo.nl/ptah/index-uk1.htm) fremvises utydelige digitale billeder af disse lysende objekter.
De samme cirkelforskere gentager ofte, at forskeren doktor William C.
Levengood, leder af The BLT Group (Burke, Levengood, Talbot) USA, har registreret effekter på kornet, som ligner effekten fra en mikrobølgeovn. Nogle steder har han fundet mystiske jord- og jernforbindelser i korncirklerne.
Opdagelserne er offentliggjort i tidsskrifterne Physiologia Plantarum i 1994 og i Journal of Scientific Exploration i 1995 og bliver flittigt citeret af cirkel-entusiaster.
Den danske korncirkelforsker Jonah Ohayv kan fremvise et strå fra en britisk korncirkel, hvor kornakset tilsyneladende er blevet forlænget omkring ledet, altså en fysisk forlængelse af cellerne i et aks, som skulle være sket i en korncirkel.
Doktor William Levengood har ifølge den hollandske korncirkelforsker Robert J. Borman testet yderligere et korncirkel-fænomen: Et hvidt pulver, som Borman selv har fundet i en korncirkel.
"Jeg sendte noget af pulveret til dr. Levengood. Undersøgelsen viste, det var silicium i så ren en form, at hvis det var menneskeskabt, ville det koste millioner at fremstille. Det blev også gjort klart af BLT-teamet (Levengoods laboratorium, red.), at det hvide pulver opstår ved 3000 graders varme," rapporterer Borman.

Skepsis
Men skeptikere savner stadig mere gods i argumentationen.
Joe Nickell, forfatter til flere kritiske artikler og bøger om paranormale fænomener, og seniorresearcher for Committee for the Scientific Investigation of Claims of the Paranormal (Komité for videnskabelig undersøgelse af påstande om overnaturlige fænomener) har gennemgået W.C. Levengoods argumentation:
"Levengoods indgang til arbejdet og hans formodninger afslører ham som en hemmelig korncirkel-troende," skriver Joe Nickell i en analyse.
Han henviser til, at Levengoods analyser savner videnskabelig sikkerhed, fordi undersøgelserne blanddt andet ikke er foretaget i blinde.
Levengood har således vidst, hvilke halmstrå der kom fra en korncirkel, og hvilke der ikke gjorde, da han foretog sine analyser.
"Ikke før hans arbejde uafhængigt gentages af kvalificerede videnskabsmænd, som udfører dobbelte, blinde forsøg og følger en stringent videnskabelig protokol, kan Levengood tages alvorligt."
Sidste halmstrå
Alligevel synes korncirkeltroende at klamre sig til Levengoods videnskabelige undersøgelser måske som et sidste halmstrå.
"Problemet er, at vi ikke kan få videnskaberne til at komme til stede, nu hvor korncirklerne er der," siger den danske korncirkelforsker Jonah Ohayv.
Han har forsøgt hos flere offentlige institutioner, men oplyser, at han enten er blevet afvist eller ignoreret.
"Det er alt for uoverskueligt, hvis det viser sig at være noget, der vælter vort verdensbillede. Jeg prøvede at få studerende på Aarhus Universitet til at melde sig til at lave en undersøgelse. Ingen ville men alle 200 ville godt høre mit foredrag," siger Ohayv.

Med en passer
Men selvom om den nye danske korncirkel er den flotteste hidtil, så ligner den, som en JP-læser har bemærket, "noget, man kan lave med en passer." Den stemmer ganske overens med de principper, som cirkelmagerne John Lundberg, Rod Dickinson og Will Russel lavede på opfordring for en TV-station i Storbritannien.
Det tog angiveligt trioen fire timer med snor, bræt og stærk geometrisk timing at lave endnu et kunstværk uden brug af hverken lommelygte eller lygtemænd.
anders.lange@jp.dk

Stednavne:
Dk           
Emneord:
Overtro           

Alt materiale i Polinfo er omfattet af lov om ophavsret og må ikke kopieres uden særlig tilladelse.
En del artikler i Polinfo indeholder links til andre websites. Polinfo påtager sig intet ansvar for, at sådanne links fungerer, eller at de angivne web-adresser er korrekte.

Ny søgningListeListe fremArtikel tilbageArtikel fremPrintHjælp